Jeg fik Carl Craig til at vise mig Detroit-technoens arnesteder

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af THUMP

Carl Craig kender alt og alle i Detroit. Det var helt tydeligt, da jeg på en brændende varm maj-dag fik lov til at tilbringe en eftermiddag sammen med den 47-årige DJ og producer. Klædt i tætsiddende, sort t-shirt og med et par aviator-solbriller på den skaldede pande tog Craig imod mig, da han var gået med til at give mig en ret uhørt oplevelse: En personlig tour rundt til de lokale vartegn, der har været vigtige for hans karriere og for Detroits elektroniske musikhistorie.

Craigs rødder i byens technohistorie har lange forgreninger, og det er nok derfor, at hver eneste gang vi trådte ud af bilen ved én af vores destinationer, blev han omringet af venner og fans, som han hjerteligt gav hånden, eller smuttede rundt om hjørnet til en privat, alvorlig samtale - som det var tilfældet, da vi mødte medstifter af Underground Resistance "Mad" Mike Banks ved Submerge.

Der er få andre bedre egnet til at agere techno-tourguide end Craig, som vidt og bredt bliver betragtet som en skelsættende figur i Detroits anden bølge af elektroniske musikpionerer, efter de legendariske Belleville Three. Nu om dage er der enorm efterspørgsel efter hans inciterende sets udenfor USA. Hele sommeren tilbringer han på festivaler og klubber på Ibiza og andre europæiske destinationer, og han har lige optrådt til ARTE Concert Festival i Paris med sit modulære synthesizer-album fra 2010, Modular Pursuits, som er lavet under hans alias No Boundaries. En opsamling til Sven Vaths pladeselskab Cocoon og remixes for Pet Shop Boys, samt Nicole Moudabers EP sammen med Skin er også på tegnebrættet.

Men det er i sin hjemby, at Craig første gang gjorde sig bemærket, og han er stadig en lokal helt. Udover at have udgivet musik af folk som Kevin Saunderson og Moodymann på sit pladeselskab Planet E, som han grundlagde i 1991, har Craig også spillet en uvurderlig rolle i stiftelsen af Detroit Electronic Music Festival, der i dag hedder Movement, tilbage i år 2000. Han er stadig dybt involveret i festivalen, hvor han bl.a. spiller som hovednavn på THUMPs Made In Detroit-scene i år.

"Alle kender alle, sådan set," forklarer Craig i sin bløde, baritonstemme, da jeg beder ham forklare, hvordan det indviklede økosystem i Detroits fast sammentømrede elektroniske musikmiljø fungerer. "Øverst i fødekæden er Derrick May, Kevin Saunderson og Juan Atkins. Hvis det ikke var for Juan, ville Derrick ikke lave, hvad han laver. Hvis det ikke var, fordi Derrick havde introduceret Kevin for Juan, ville Kevin ikke lave, hvad han laver. Og hvis ikke det var, fordi jeg havde mødt Derrick, ville jeg ikke lave, hvad jeg laver. Det hele siver ned fra toppen på den måde."

I løbet af den eftermiddag tog Craig mig med til alle de rigtige steder, fra Underground Resistances vidunderligt gør det selv-agtige technomuseum, over Moodymans ufattelige Prince-palads, til bygningen hvor Juan Atkans pladeselskab Metroplex stadig holder til – alt sammen mens han forsynede mig med et konstant kommentarspor om de mennesker og de begivenheder, der gjorde hvert enkelt stop unikt. Nogle af de væsentlige vartegn står endnu, andre er for længst jævnet med jorden og eksisterer kun i minderne hos dem, der var heldige nok til at være til stede.

Jeg lavede alle mine første optagelser i denne bygning. Nederst i bygningen fandt man Juan Atkins pladeselskab Metroplex og ovenpå lå Derrick Mays selskab Transmat. Derrick bor der stadig. Vi forsøger at få omdøbt gaden til Techno Boulevard. Derrick har snakket om det i 30 år, og vi foreslog det, da jeg var en del af Underholdningskommissionen for et par år siden. Det er vigtigt for os at blive anerkendt. Jeg plejer altid at sige, at de to største, menneskelige karaktertræk er jalousi og grådighed. Vi bliver altid misundelige, når nogle andre bliver anerkendt, hvis ikke vi føler, vi selv modtager den samme validering. Jeg tror, at selv Michael Jordan engang imellem følte, at han ikke fik nok anerkendelse.

Jeg grundlagde Planet E i den her boligblok. Jeg var 22 eller 23 år gammel, og min kæreste dengang boede på ottende sal. Man kan se Canada på den anden side af bygningen, og det var tilbage i de tidlige 90'ere, da folk satte ild til en masse huse. Det var ligesom Blade Runner. Jeg kunne se ilden, mens jeg producerede numre, og helikoptere fløj rundt med projektører for at lede efter folk i floden, der forsøgte at krydse grænsen. Jeg elsker ild. Det var fantastisk.

The Majestic var et af de første steder, jeg optrådte som technomusiker. Det var vel i 1989 eller 1990. Det var et ret stort sted med plads til omkring 1200 mennesker. Der var ikke særlig mange sorte i technomiljøet på det tidspunkt. For sorte var den elektroniske musik større i 80'erne, da vi havde DJ-kollektivet Charivari. Men der var nogle få sorte Djs, som Blake Baxter her på Majestic. Blake var meget mørk i huden og plejede at gå i nederdel, men han var hetero – han elskede at kneppe goth-piger. Man kan bare ikke glemme Blake Baxter. Så var der Belleville Three – Derrick May, Juan Atkins og Kevin Saunderson – og der var Eddie Fowlkes, der var det fjerde medlem, som folk ikke husker. Så var der Blake Baxter, og han var på sin vis Derrick og Kevins protegé.

Submerge er rugemaskinen her i byen. Medstifter af Underground Resistance "Mad" Mike Banks lader folk åbne deres egne studier i bygningen, men kun hvis man er seriøs. Hvis de ikke er seriøse, gider han ikke have dem. Submerge var også pladedistributør i et stykke tid, og næsten alle, der producerede skiver, havde en distributionsaftale med Submerge i 90'erne. 430 West, Happy Records… Submerge var virkelig vigtigt i forhold til at hjælpe de pladeselskaber med at komme på vingerne, og de producerede også mange plader dengang.

Det er et amfiteater lige ved vandet, hvor Derrick May fremførte et værk sammen med Detroit Symfoniorkester. Jeg har spillet der et par gange til Concert of Colors, som var en mangfoldighedsfestival med afrikansk, lebanesisk, ja, musik fra hele verden. Chene Park har eksisteret siden 70'erne eller først i 80'erne. Det fede ved det er, at når man optræder, kan man se over på Canada, og man kan se folk komme i deres både og se på ude fra floden. Da The Gap Band spillede her, var alle i publikum alfonser og gangstere i jakkesæt. Det var vanvittigt.

Tilbage i 80'erne var det her, hvor det gik ned. Om fredagen og lørdagen om sommeren kom bilerne cruisende ned af gaden fra Hart Plaza og hele vejen ned til Belle Isle. Når de nåede til Belle Isle, stoppede de, åbnede bagagerummet og skruede op for anlæggene. Nogle af pigerne dansede, og fyrene hang ud og røg. Energien var helt utrolig. De fester var virkelig vigtige for musikken i Detroit, for det var her, man kunne høre, hvad folk havde i deres kassetteafspillere – Parliament Funkadelic, Kraftwerk, B52's, Cybotron, hvad der nu var in på det tidspunkt – især hvis man for ung til at tage på klub.

Når den indflydelsesrige radio-DJ The Electrifying Mojo spillede noget fedt på radiostationen WGPR, ville de almindelige radiostationer opsnappe det bagefter. Hvis Mojo spillede din sang, var du godkendt. Mange mennesker kørte forbi stationen på vej til gadefesterne. Mojo sagde ting som "Hvis du er derhjemme, så blink med lyset. Hvis du kører på Jefferson, så dyt." Og så kunne man høre folk over hele gaden dytte. Det var fantastisk. Han styrede byens puls i mindst ti år.

Jeg har haft dette sted i ti år, og vi har lige flyttet Planet E herind. Vi har kørt på i 25 år nu. Vi havde en 300 km2 bygning, som vi solgte – den lå lige rundt om hjørnet fra Mike Banks og Kevin Saunderson, men vi kunne ikke lide stedet længere. Nu arbejder vi på nogle nye distributionsaftaler, og Versus-albummet, som er et symfonisk album, er lige ved at være færdigt. Det er et fælles projekt mellem mit pladeselskab og et pladeselskab i Frankrig ved navn Infiniti. Det er den største udgivelse, vi arbejder på lige nu. Francesco Tristiano og Mortiz von Oswald er med på pladen.

Læs mere på VICE:

Se 'Locked Off' - En film om Storbritanniens nye illegale ravefester

EDM og pillehoveder: Billeder af det svedige, britiske klubliv de sidste 40 år

Mødrene der tager MDMA