​Jeg brugte udelukkende produkter lavet til mænd for at se, om de gjorde mig mere mandig

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Holland

Der har vi ham, i triumferende løb på tværs af fodboldbanen, med sit perfekt satte hår, holdt på plads af mousse lavet til mænd. Der har vi ham med et selvsikkert smil til sig i spejlet efter at have smurt sin perfekte kæbe ind i en ansigtscreme specielt udviklet til mandlig hud. Og der har vi ham igen, midt i en blussende steppebrand, mens han marinerer en enorm luns af en steg. Han krammer sine skrigende fans på den røde løber efter at have badet i sin splinternye parfume. Han hamrer løs på en jernstang med sine kæmpemæssige, mandige hænder i en tildugget lade langt ude på landet, med en iskold øl ved sin side. Han er Den Ideelle Mand. Skabt af – eller i hver fald skamløst promoveret af – reklamebranchen. I næsten enhver reklame møntet på mænd står han der: Den heteroseksuelle Adonis, som klædt i intet andet end et lillebitte, hvidt håndklæde, forklarer hvilken slags barbercreme eller sodavand, mænd har brug for at opnå ultimativ mandighed.

Men kræver det virkelig ikke mere at skabe en identitet end at trykke på en knap og spraye deodorant udover sig selv? Som kvinde er jeg på den modsatte side af marketingspektret. Min shampoo er i en gul flaske fra L'Oréal, og der er mintgrønne Venus-skrabere på mit badeværelse. Jeg må indrømme, at jeg har det som en kvinde, men jeg er ikke sikker på, at det er produkterne, der gør det.

Så jeg lagde en plan: Jeg ville kun bruge produkter lavet til mænd i nogle dage. Jeg ville fylde mit badeværelse med mandedeodorant, mandeshampoo og mandehåndcreme. Jeg ville kun bruge skrabere til mænd. Jeg ville stille min sult med røget bacon og hælde det ned med øller og Coca Coca Zero.

Hvis jeg virkelig fordybede mig i mændenes verden, ville jeg så bedre kunne forstå, hvordan det føles at være mand? Ville jeg pludselig sætte pris på fodbold? Ville jeg have nemmere ved at sætte ild til ting? Ville min tendens til at vise mine følelser en gang imellem blive erstattet af en ustoppelig trang til at fange fisk med mine bare næver? Det ville tiden vise.

Det er ikke svært at finde toiletartiklerne til mænd. De står alle sammen det samme sted og kan genkendes ved, at alle de kedelige pakker har det samme strømlinede design: Mørke farver (sort, mørkeblå, grå) med simple skrifttyper og en gang imellem et billede af en beleven mand med et intenst blik i øjnene. De fleste flasker er ret tunge og svære at bære i én hånd – sådan som jeg forestiller mig, at mænd godt kunne tænke sig at have det med deres pik.

Jeg købte følgende:

Rigtige mænd æder enorme mængder kød, i hvert fald hvis man spørger reklamebranchen. Derfor begyndte jeg dagen med tre æg, en masse bacon og to pølser. For hver saltet, kødfuld bid jeg tog, tænkte jeg: Nu sker det. Lige om et øjeblik vil en helt utrolig primal kraft begynde at pumpe rundt i mine årer. I stedet fik jeg lidt kvalme.

Fordi mandighed bogstaveligt talt skal ind under huden, gik jeg i bad. Jeg kunne mærke mine biceps flexe, mens jeg pressede showergel ud af den store, tykke flaske. Det er sandt: Man bliver stærkere af at bruge mandeshampoo.

Mens jeg begyndte at lugte, som alle mænd jeg nogensinde har mødt, formede jeg mit hår til en hanekam. Det er nok ikke, hvad en rigtig mand ville gøre, men det var stadig sjovt. Der var meget mere skum, end der plejer, og jeg begyndte at forstå, hvorfor mænd så ofte pisser i badet. Det må kræve en del øvelse at tisse skummet hen i afløbet eller lave en lille tegning, for jeg blev i hvert fald nødt til at sæbe min underkrop ind to gange.

Bagefter gik jeg nøgen ind på mit soveværelse. Det er meningen, man skal slentre af sted, fuld af selvtillid og arrogance, uden en eneste bekymring og med en pik hængende mellem benene. Det tænkte jeg ikke var noget problem. Jeg regnede faktisk med, at de mandige produkter ville hjælpe mig med det – at de sørger for, at man kan slippe den lille fjollede dreng løs på badeværelset, hvor ingen kan se en og træde ud som en selvsikker voksen, når man er færdig. Jeg indrømmer, at jeg til dels følte mig hæmningsløs og fri, da jeg vadede splitternøgen gennem stuen. Men jeg var stadig meget bevist om, at jeg bor i stuen, og at mine persienner er gået lidt i stykker.

Så jeg pakkede mig ind i et håndklæde, tændte mit duftlys med samuraiduft og redte mit uglede hår, mens jeg inhalerede lugten af cedertræ. Det var mere uglet end normalt, men jeg bed smerten i mig. Det føltes som det rigtige at gøre.

Jeg sprøjtede en ordentlig sky af deodorant i armhulerne, smurte samuraicreme på hænderne og lugtede lidt som min 13-årige fætter. Jeg tog ned i parken for at straffe nogle udendørs træningsmaskiner med mine kolde, solide muskler. Mænd ser altid ud til at være i fuld gang derhenne, men det er svært at regne ud præcis, hvad man skal, for alle maskinerne ligner postmodernistiske kunstværker. Jeg bundede to dåser Coca Cola Zero for at motivere mig selv og tog så plads på en af maskinerne for at vente på, at den magiske væske forandrede mig til en brølende gladiator.

Der skete ikke en skid, så jeg sprøjtede lidt mere deodorant på og gik hjem igen.

Jeg tænkte over, hvor meget mere jeg egentlig skulle sprøjte på, før folk endelig ville begynde at kaste sig frådende over mig.

Om eftermiddagen barberede jeg hele min krop. Jeg tænkte, at jeg sikkert ville have brug for aftershave eller i det mindste små stykker toiletpapir til at putte på alle de steder, hvor jeg skar hul i mig selv, eller at min hud ville blive helt ru og stubbet, men der skete ikke noget. Firmaerne, der laver barbergrej har snydt mig i årevis med deres patriarkalske reklametricks for at få mig til at købe skrabere til kvinder. Men det gad jeg ikke hidse mig op over, for i dag var jeg en del af det patriarkat.

I stedet for at blive sur besluttede jeg mig for at svare på nogle sms'er, på samme måde, som de mænd, jeg tidligere har blottet mig følelsesmæssigt for, har lært mig:

Oversættelse:

— Heeey Stephanie! Det var virkelig sjovt at være sammen med dig i går. Haha, jeg havde det så grineren med den hund efter du gik. Skal vi ikke gøre det igen snart? Xxx

— Ok.

— ?? Haha, hvor er du mærkelig.

Jeg sov hele natten med duftlyset tændt. Da jeg vågnede, føltes det seriøst, som om dunsten var kravlet ind i mine lunger. Jeg var på toppen af patriarkatet.

Jeg spiste bacon og pølser, mens jeg tjekkede resultaterne fra gårsdagens fodboldkampe. Nordirland vandt kampen over Aserbajdsjan med hele 4-1. Jeg vil ikke påstå, det fik mig op at køre. Jeg drak en kop mande-te, tog lidt parfume på i nakken, brugte lidt samuraicreme og forsøgte så engang til. Der skete intet. Jeg var ikke engang en lille smule interesseret. Fuck det.

Jeg kom frem til, at hvis mandeprodukterne virkelig skulle virke, var jeg nødt til at hjælpe dem lidt på vej. Derfor valgte jeg at tilbringe en time i min man-cave – det hjørne af huset, hvor mænd går hen for at udøve deres mandige hobbyer, væk fra konen. Jeg kiggede på nogle billeder af virkelig store motorcykler, skinnende biler og de nyeste gadgets – for eksempel en hårtørrer, der havde form som en pistol, og en transportabel grill, der lignede en højtaler. Det var ikke direkte uinteressant, men jeg fik heller ikke stiv pik af det. Hvert kvarter drak jeg en bajer. Jeg indrømmer gerne, at jeg nød den YouTube-video, jeg fandt om, hvordan man hugger brænde, som jeg begyndte at se, efter jeg var blevet småberuset.

Jeg forsøgte at stege noget kød på en hjemmelavet grill i min have. Det gik galt. Mit tøj stank af forkullet og alligevel halvrå pølse, så jeg forsøgte at kamuflere lugten med mere deodorant, lidt creme på kæben og noget hårgele i ansigtet. Jeg gik op på taget af min bygning og kiggede ned. Jeg var stadig bange for højder. Så bestilte jeg pizza og drak nogle flere øl.

For at løbe væk fra mine følelser besøgte jeg den nærmeste sportsbar, hvor jeg spiste stegt flæsk, drak en øl og så noget rugby. Jeg råbte, når de andre også gjorde det, og tegnede nogle pikke på en serviet.

Da jeg var på vej hjem, trak jeg bukserne ned og pissede på min venstre sko, og det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Jeg følte mig hverken modig, magtfuld eller succesfuld. Til trods for al cremen, deodoranten, alkoholen og maden, jeg havde udsat mig selv for de seneste dage, og til trods for, at jeg var blevet en nikkedukke for kønsstereotype reklamestrategier, var jeg virkelig langt fra at være ham manden på shampooflasken.

Kom jeg tættere på kernen af mandighed ved hjælp af produkterne? Ikke rigtig. Men jeg kom en del tættere på at forstå, hvor skrøbelig mandigheden er. Det er lige præcis, hvad reklamerne lever af: Længslen efter noget uopnåeligt. Så længe den længsel eksisterer, vil de produkter blive solgt i et forsøg på at skabe en ikke-eksisterende og fuldkommen urealistisk version af maskulinitet.

Sandheden er nemlig den, at alle de såkaldte produkter til mænd (undtagen parfumen, som var fucking frygtelig) også kunne bruges af kvinder. Det vigtigste, jeg har lært, er, at mænd kan bruge min deodorant, og kvinder kan barbere deres ben med barbercreme til mænd, uden at verden vil gå under af den grund. Vi har simpelthen ikke behov for, at alle produkterne er så kønsopdelte.

Læs mere på VICE:

Mødrene, der tager MDMA

Den store mandedyst

Vi fik en mandlig topmodel til at anmelde 'Zoolander 2'