Her er alle de opfindsomme måder, I smugler stoffer ind på festivaler

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Der er visse ting, der næsten med garanti sker hver sommer: Landsholdet i fodbold skuffer gevaldigt, det pisser ned, og store flokke af unge samles på marker i det ganske land for at sove på tynde liggeunderlag og skide i et hul.

Om du er politibetjentens søn eller morgendagens politiker, så er du nok blandt de titusindvis af os, der tager på festival - og måske iblandt de 22 procent af os (britiske tal, red.), som tager stoffer, når vi er der. Det kan godt være, der er narkohunde, advarsler og risiko for at blive kropsvisiteret ved indgangen, men folk formår alligevel altid at få deres pulver og piller med ind. Så er det sådan set ligegyldigt om vi snakker Roskilde, Northside, Folkemødet eller Musik i Lejet.

Sidste år testede vi nogle af de stoffer, folk havde smuglet med ind på Roskilde. Det overraskede os ikke, at det flød med ulovlige substanser på festivalen.

I år har vi sat os for at finde ud af, hvordan folk formår at få stofferne ind på festivaler til at starte med. Politiet havde igen i år særligt fokus på stoffer på Roskilde Festival og benyttede sig i år af både civilbetjente og narkohunde. Men lige meget hvilket land man er i, og hvilken festival man befinder sig på, er realiteterne de samme: Folk nok skal få deres stoffer med ind – selv hvis de bare benytter sig af de mest basale teknikker. "Normalt stikker jeg bare stofferne ned i underbukserne, og jeg undlader at gå i bad et par dage i forvejen, så det er endnu sværere at lugte dem," forklarede en fyr, som lige have taget en ordentlig bane ketamin på toilettet.

Jeg lærte hurtigt om endnu en metode til at smugle rusmidler med ind på pladsen: Man skal bare have et kunstnerarmbånd. "Vi bliver kørt direkte ind på området, og vi har enormt meget udstyr i bilen," siger et bandmedlem. "Vi drøner forbi vagterne, og der er ingen, der stopper os – hvis det ikke var sådan, tror jeg halvdelen af alle musikere ville blive snuppet i indgangen."

Omkring indgangene på de fleste festivaler står både betjente og vagter og holder et skarpt øje med mistænkelig opførsel. Hvis man står og observerer folk, vil man af og til se en panisk teenager eller en pæn fyr fra en fin familie, der bliver overvældet af nervøsitet og smider deres stoffer ud, inden de skal igennem indgangen.

"Jeg turde alligevel ikke tage risikoen," sagde en teenager, som jeg så smide et gram coke i en skraldespand. "Det er min første festival, og jeg skal nok finde noget derinde."
Samtidig er der de hårdere typer – dem som har masser af erfaring med skovsnegle af speed i billige telte – der bare vader lige ind.

Kort sagt er der masser af drugs på festivaler, også på britiske Bestival, hvorfra den her artikel stammer. Her vandrede jeg rundt mellem lejre, hvor jeg hurtigt fandt frem til folk, der var villige til at fortælle, hvordan de fik stofferne med ind.

Det typiske svar var ret ligetil: "Jeg stak dem ned i mine strømper." Det er ikke ligefrem Ocean's Eleven, men på den anden side, er der ingen grund til at genopfinde den dybe tallerken.
"Jeg har et bestemt par trusser, hvor der er plads til vildt meget," fortalte en 19-årig kvinde stolt, hvorefter hun hentede de sorte, trusser i sit telt. "Vagterne regner altid med, at drengene har ting gemt i underbukserne, men ikke pigerne."

Senere var der en fyr, der introducerede sig selv som "partyboy-Patrick", som viste mig en snedig, lille lomme, han havde i sit svedbånd. Han forklarede, at det tidligere havde været stopfyldt med piller. En fyr, der lå henslængt ved siden af råbte: "Pot i soveposen!" som et godt råd til os alle sammen.

Jeg så alt fra skjortelommer og cigaretpakker til BH'er og kasketter. Det virkede, som om alle havde en idiotsikker metode til at smugle stoffer. Nogle af de mere opfindsomme teknikker var lattergas tapet fast til et bælte med gaffa, så lyden ikke afslørede, hvad man lavede, og GHB hældt i en shampooflaske og gemt i en toilettaske.

Men prisen for den mest geniale metode må alligevel tilfalde en 21-årig kvinde, jeg mødte. "Jeg tager en tampon med sin plastikbeholder, skærer den midt over og udhuler den," forklarede hun, mens hun lignede om en tv-kok, der var ved at beskrive, hvordan man laver en god risotto. "Så skal man bare fylde den halvt op med bomuld, lægge stofferne ned, fylde den med mere bomuld, og lukke den igen med et strygejern."

Det var lige før, hun sagde: "Jeg har snydt lidt og taget en med hjemmefra", da hun kravlede ind i teltet for at vise os sin kreation.

Da jeg langt om længe var kommet mig over denne kvindes geniale opfindelse, var mørket faldet på. Det var det ikke længere nødvendigt at have hemmelige lommer. Mørket gjorde det nemt at skjule, hvad man lavede. Der var en fyr, der ikke engang mente, at han behøvede at låse døren til det festivaltoilet, han sad på, og da jeg åbnede døren, lænede han sig bare ud og tilbød mig et dyp mdma fra sit kreditkort. (Jeg sagde selvfølgelig nej tak.)

Der er intet opsigtsvækkende ved, at folk tager stoffer. Tag på en hvilken som helst europæisk festival – eller natklub, eller park, eller fest eller busstoppested i provinsen – og du vil se præcis det samme. Folk vil blive ved med at tage stoffer, og det er en realitet, som hverken arrangører eller politi kan gøre noget ved.

Men hvor sikre vi er, når vi bruger de her stoffer, har autoriteterne til gengæld stor indflydelse på. Selvom de erfarne stofbrugere vidste, hvordan de skulle smugle deres egne stoffer med ind, så var der mange førstegangsbrugere og andre meget unge – de mest sårbare – der fortalte, at de ikke turde tage deres eget med. De mest udsatte kommer til at være langt mere tilbøjelige til at købe en mystisk pille af en fyr med bøllehat og tribaltattoveringer. På festivaler ved du ikke, hvad du får. Bare se på den historie, vi lavede om de to unge drenge, der solgte knuste panodiler forklædt som kokain.

Der findes festivaler, som har taget det her problem seriøst og nu tilbyder gæsterne at få testet deres stoffer, og det er en god start. Men vi, som samfund, bliver nødt til at gentænke den attitude, vi har over for stoffer og stofbrugere. Ellers bliver det umuligt at mindske risikoen for ulykker og overdoser.